Etik
Min grundholdning er en dyb respekt for det enkelte menneskes unikke personlighed, overbevisning og retning.
Min drivkraft er at fremme det, der for den enkelte er et godt liv. Og at skabe livskvalitet, meningsfuldhed og overskud i relationer på arbejdspladsen.
“No man is an island, entire of itself; every man is a piece of the Continent, a part of the main”. Intet menneske er en ø, fuldstændig i sig selv; ethvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af et hovedland. Sådan skrev den engelske digter John Dove i 1624.
Alt vi gør har betydning. For andre og for os selv.
Derfor er jeg optaget af de værdier, den sansning og den etik, vi handler ud fra. Nogle gange står det klart for os, hvorfor vi gør som vi gør – andre gange er vores handlinger betinget af mønstre, som vi ikke er klar over. Hvad enten det er som individer eller organisationer.
At kunne undre sig og stille spørgsmål til egne og andres handlinger skaber mulighed for bevægelse. Både indre bevægelse og bevægelse i relationer. Jeg ser det som min fornemste opgave at være katalysator for undren, at stille spørgsmål og at bidrage til bevægelse mod bedre liv.
